I dag er live/BACKEND v20 nu ude i en alpha-version. Vi har holdt lidt tilbage med at frigive versionen til offentligheden, da vi lige til det allersidste har eksperimenteret med både ny teknologi samt diverse design- og brugerfladevalg i en sådan grad, at det nok havde forvirret mere end gavnet at køre en helt åben proces. Alt det har dog mundet ud i, at vi har fuld tiltro til, at fundamentet for platformen er så fremtidssikret som overhovedet muligt, og både innoverer samt viderefører alt det gode, live/BACKEND er kendt for.
Features
Vi er nu der, hvor vi er klar til at lancere vores 2. alpha-version – denne gang for offentligheden! Det betyder, at vi har en version nu, hvor man selv kan udføre nedenstående handlinger. Det er bestemt et stykke fra, hvad den nuværende version af live/BACKEND version kan, men er ikke desto mindre et kæmpe skridt på vejen.
I den nuværende alphaversion 2 kan I:
- Oprette indholdstyper (“Indholdsbygger”).
- Oprette indhold (f.eks. arrangementer, venues osv.).
- Lave lister med selvvalgte kolonner.
- Opsætte hovedmenuen
I den kommende tid byder vores roadmap på følgende:
- Avanceret søgning i lister (nyt koncept!)
- “Offentlige links” (nyt koncept!)
- Ny version af Ticket (nyt koncept!)
- Kalendervisning
- Vagtplanlægning
- Printbygger
- iPhone, iPad og Android-apps
- Rettighedsstyring
Avanceret søgning i lister
I dag er der meget begrænset mulighed for at søge i listerne. Dette gør vi op med. Det bliver muligt at søge på alle felter i en indholdstype på en nem og overskuelig måde samt at gemme ens søgninger til fremtidig brug.
Offentlige links
Det bliver muligt at udvælge felter fra eksisterende indholdstyper, f.eks. ens ‘Arrangements’-type og derefter oprette et offentligt link, så en tredjepart kan indtaste detaljerne. Når de er indtastet, vil I kunne godkende/afvise indtastninger.
Det vil være muligt at linke til eksisterende indhold samt lave links til at oprette f.eks. nye arrangementer. Alt sammen med et redaktionelt flow, hvor I har kontrol over, at intet bliver gemt, før I har godkendt indtastningerne.
Ny version af Ticket
Derudover har vi påbegyndt arbejdet på en helt ny version af live/BACKEND Ticket. Vi er pt. i en planlægningsfase samt ved at ansætte hele to ekstra udviklere til dette formål. Udviklingen starter om ganske kort tid, når de sidste brikker er faldet på plads. Grundlæggende vil vi i næste version gøre op med tanken om, at vi sælger billetter “med tilbehør”, og i stedet tænke det som en “webshop”.
Det betyder konkret, at vi vil åbne for, at man f.eks. kan købe billetter til flere arrangementer samtidigt, købe medlemskaber og gavekort i samme hug samt f.eks. gøre visse billetter, tilkøb og rabatter købsbetingede. Vi tror på, at den nye tilgang åbner op for et endnu simplere og mere ensartet billetsystem, som samtidigt har langt højere fleksibilitet, der giver jer mulighed for at sælge langt mere frit end i dag.
Ny version
Vores aktuelle plan for at udkomme med det nye live/BACKEND-univers, med en ny version af både Event og Ticket, hedder sommeren 2021, hvor vi vil begynde at invitere bredt. Denne version vil i starten givetvis mangle en del kritiske funktioner afhængigt af kunden, og ingen kunder vil derfor blive tvunget over i vores nye versioner, førend de er klar til det. Indtil da vil de nuværende versioner leve videre parallelt med de nye.